Find din egen stemme

Modstand i livet svækkede Hjördis Einarsdóttirs stemme i sådan en grad, at hun mistede sig selv. Efter mange års selvudvikling er både stemme og fodfæste i dag stærkere end nogensinde før, og det bruger hun nu til at hjælpe andre

Hjördis Einarsdóttir tilbyder behandling og vejledning inden for coaching og healing i Ebeltoft.

ANNE FRANK HENRIKSEN - Ebeltoft Folketidende. Udgivet på Syddjurs lokalavis ultimo februar 2023

https://syddjurs.lokalavisen.dk/samfund/ECE15042948/hjoerdis-den-islandske-seer-find-din-egen-stemme/

På hendes sofabord ligger sten og krystaller. De store vinduer, der afslører en have med sø, en ø og en bro i et boligkvarter i Ebeltoft, lukker en kaskade af sollys ind, som reflekteres i stenene og gavmildt pynter væggene med små flakkende glimt. 50-årige Hjördis Einarsdóttir kigger ud ad vinduet, misser mod sollyset og tager en dyb indånding.

»Min historie handler om retten til at have en stemme og min vej til at finde tilbage til min«, siger hun og tager os med en snert af accent tilbage til Island i 70’erne.

»Jeg kan ikke huske ret meget fra min tidlige barndom. Jeg er vokset op i et psykisk hårdt miljø, hvor jeg er blevet irettesat og kritiseret, og derfor lukkede jeg på en måde i. Mistede min egen stemme. Fra jeg var fire-fem år og nogle år frem blev jeg udsat for en form for overgreb, som jeg ikke vil nærmere ind på her, men det betød, at mit sind som en forsvarsmekanisme lukkede ned for minderne om det, der skete.«

Resultatet blev en pige, som levede andres liv. En konfliktsky, perfektionistisk pleaser med præstationsangst og posttraumatisk stress, som godt nok brugte sin stemme i et børnekor, men kun fordi hun her kunne gemme sig. Som 16-årig flyttede hun hjemmefra og søgte opmærksomhed og anerkendelse gennem forhold til mænd. Da hun mødte sin første mand, gentog mønstret sig, og psykisk vold blev en del af forholdet.

»Jeg tror, jeg lod det ske, fordi det var genkendeligt.«

I 1998 flyttede hun som 26-årig med sin mand til Danmark og forlod Island, som hun den dag i dag stadig elsker, men som hun måtte forlade for at rive sig løs fra al den gift, historien og omgivelserne fyldte hende med. I 2004 blev hun skilt. Her støder hun på bogen ’Helbred dit liv’, og den bliver porten til en lang rejse, der for Hjördis Einarsdóttir mest af alt handlede om at finde hjem til sig selv.

»Det har taget mig en del år, men været nødvendigt. Der er kun én vej ud af stress og depressioner, og det er at gå igennem det, men det er forskelligt fra person til person, hvilke skridt man tager.«

At se

Bogen blev en øjenåbner, som ledte Hjördis Einarsdóttir i retningen af det alternative. Hun startede med at gå i behandling hos en kinesiologi, og siden har hun uddannet sig som coach, skyggevejleder, clairvoyant og healer.

»Ånd, mystik og det overnaturlige er vævet ind i islandsk liv og hverdag på en helt anden måde, end det er her i Danmark. Det overnaturlige er helt naturligt, og jeg kan huske, at jeg allerede som barn lærte at svinge et pendul, og at min bedstemor læste i kaffekopper.«

Men der er nu ikke noget overnaturligt over det alternative, forklarer hun.

»For mig er det helt naturligt at arbejde med både krop, sind og sjæl. Jeg har gået i mange forskellige retninger, men undervejs har jeg opdaget, at jeg nok altid har været spirituel. Det er svært at udtrykke, men jeg kan mærke mennesker, og hvad de har brug for af vejledning. Den helt store forskel er nu, at jeg ikke længere bruger mig selv som pleaser, men som giver.«

Hjördis Einarsdóttir har skiftet sit arbejdsliv som selvstændig bogholder, hvor hun har jongleret med noget så jordisk som tal, ud med tilbud om samtale, healing og coaching med afsæt i sine kurser og spirituelle indsigt. Til mennesker, som ønsker vejledning i, hvilken vej de skal gå for at udvikle sig selv.

Hun er med på, at rejsen indad i selvudviklingen ikke vækker genklang hos alle. At nogle måske endda synes, det bliver til vakuumpakket navlepilleri i onde cirkler, der aldrig ender med at rykke noget.

»For mig er der forskel på navlepilleri og healing. Jeg har nogle veninder, som ikke forstår, at jeg igen og igen skal vende tilbage og bearbejde min fortid, men det er jeg nødt til for hele tiden at rykke mig. Og hver gang kommer jeg styrket tilbage. Men det er jo bare min måde at gøre det på. Andre skal finde sin egen vej.«

For hende handler det om at pille lag af. Lige så langsomt.

»Jeg fik nogle tunge ting med i bagagen. Nogle grusomme ting, men når man får tingene bearbejdet og tilgiver, så bliver den grimme indpakning langsomt taget af, og så er der smukke gaver inden i. Jeg ville gerne have været uden oplevelserne, men ikke erfaringerne.«

Netop de erfaringer har gjort, at hun i dag kan bruge sin stemme. Både til at hjælpe andre i behandlingsforløb, men også som kirkesanger i kirkerne på Mols og Helgenæs.

»I mange år snørede min hals sig sammen, når jeg skulle synge eller bare sige noget. I flere år sang jeg slet ikke, og aldrig selv. Nu står jeg der, hver søndag, og leder sangen i kirken og indimellem synger solo. Jeg siger ikke, at alle skal ende med at stå og synge, men jeg kan hjælpe med, at man finder sin egen stemme og får modet til at bruge den, lige som jeg selv har gjort.«